"Holdetråd" efter tandregulering

Sådan fungerer holdetråde

Dit barn får en tynd metaltråd sat fast bag på fortænderne, når tænderne er ført hen, hvor de skal være. Tråden sikrer, at tænderne bliver på den nye plads.

Dit barn kan vælge at få trådene fjernet, f.eks. omkring 20 års-alderen. Tændernes stilling kan så forandre sig lidt. Tænder kan nemlig flytte sig en lille smule hele livet hos alle mennesker - uanset om de har fået rettet tænder eller ej. Vores anbefaling: Vi anbefaler, at dit barn lader trådene blive siddende altid.

Hold øje med trådene

Det er vigtigt, at dit barn får trådene kontrolleret jævnligt. Indtil dit barn fylder 18 år, indgår kontrollen i det almindelige tandeftersyn på tandklinikken.

Gratis tandpleje slutter ved 18-års-fødselsdagen. Den private tandlæge, dit barn så vælger, skal fortsætte med at kontrollere trådene. 

Hvis en tråd går løs

Gælder både før og efter 18 år: Gå til tandlæge, hvis en tråd er gået løs. Det er vigtigt, at få den limet på igen - ellers kan det skade tænderne.